Hvorfor egen bordtennis-hjemmeside

– når man ikke er nogen stjerne?

Idéen til min egen private bordtennis-hjemmeside kom først i andet hug.
Egentlig ville jeg blot lære, hvordan man lavede en hjemmeside. Familiens mange billeder, der bare lå i skuffen og samlede støv, var i mine tanker, men da mine familiemedlemmer ikke var med på idéen, måtte den ændres.

Opslagsværk – med inspiration fra Waldner
Jeg havde netop læst Jens Fellkes bog ”När känslan bestämmer” om bordtennisfænomenet Jan-Ove Waldner. Bagerst i bogen finder man et matchografi over samtlige af Waldners kampe gennem tiden – næsten alle med cifre, helt fantastisk!
Nu var jeg ikke længere i tvivl om, hvad jeg ville – endda helt uden at involvere billeder af familiemedlemmer. Jeg ville lave min egen bordtennishjemmeside, der mest af alt skulle fungere som et opslagsværk involverende alle, der gennem mit lange bordtennisliv har krydset min vej. Altså ikke en bordtennishjemmeside med daglige nyheder men dog også med artikler og artikelarkiv.

Surt og sødt
Det har været en kærkommen anledning til at få ryddet op i kælderen, hvor de gamle scrapbøger er gransket fra A til Z. Såvel gamle som nye billeder er scannet ind, og jeg har forsøgt at finde alle kampe, som jeg har været involveret i – både gode sejre og sure nederlag som f.eks. da jeg i 1983 tabte med 21-0 til Finn Jakobsen, føj…
Bortset fra nederlaget til Finn Jakobsen, som nu er beskrevet på hjemmesiden, har det været helt forrygende at blive mindet om de mange sejre og nederlag efterhånden, som jeg stødte på dem.

Gamle og nye holdkammerater
Jeg har gået mit bordtennisliv efter i krogene og blandt andet fundet frem til, hvem jeg har spillet på hold med i henholdsvis Tyskland, Sverige, Holland og Danmark, herligt! Når jeg så er stødt på tidligere holdkammerater ved diverse veteran-EM’er og VM’er, så har det været sjovt lige at slå det op på min hjemmeside for at finde ud af præcis, hvornår det var.

Samlermani
Der er for længst gået samlermani i den. Jeg har præcis samme følelse, som da jeg som teenager samlede på fodboldbilleder, der med et smil på læben blev klistret ind i et album.
I flere omgange har venlige sjæle betænkt mig flyttekasser fyldt med gamle stævneprogrammer, bordtennisbøger med mere – også fra før min tid. Dem er jeg efterhånden kommet godt igennem.

Mest tabende
Jeg har dog på min egen private hjemmeside begrænset stoffet til at omhandle begivenheder/kampe, hvor jeg er involveret på den ene eller anden måde, sorry – men sådan må det være, hvis det ikke skal blive for omfattende. Modsat den gode Waldner, så kan man på min hjemmeside måske endda læse om en af de spillere, der har tabt flest kampe gennem tiden, da der sikkert ikke er mange, der bliver ved med at spille, hvis de ikke vinder mere?


Tabt til Torben Ehlers
I 2007 mødte jeg tilfældigt Torben Ehlers (MK31) på en gåtur i indre København. Han var iført politiuniform, hvorfor det forekom mig naturligt at gøre ham opmærksom på, at jeg ellers aldrig tidligere havde været bange for at møde ham.
Det blev naturligvis til en snak om gamle dage, og ikke mindst om de drabelige kampe vi havde mod hinanden, når Gladsaxe BTK og MK31 mødtes i bedste række.
”Jeg vandt squ da over dig en gang”, sagde han pludselig. Det benægtede jeg prompte, selv om han insisterede.
Da jeg kom hjem, gik jeg i kælderen og kunne ret hurtigt konstatere, at den gode Ehlers havde ret. Jeg sendte ham – og politikammerat Claus Oxfeldt – samme dag denne mail:

For fanden da!
Jeg er unægtelig ked af at fortælle det, men den er god nok……….jeg har tabt til Torben Ehlers.
Det skete i anden halvdel af sæsonen 1982/83 i en 1. divisionskamp mellem MK 31 og Gladsaxe.
Torben Ehlers – Carsten E. Jensen, 2-1 (21-17, 19-21, 21-11).
I samme holdkamp tabte jeg også til Johnny Johansson med 0-2 (20-22, 16-21).
Til gengæld vandt jeg over brødrene Larsen. 2-0 over Kim Larsen (21-16, 21-7) og med 2-0 over defensive Jan Larsen (21-17, 21-9).
Jeg er ikke i besiddelse af holdsedlen, men har noteret alle mine sejre og nederlag i denne sæson i 1. division med cifre. Blandt mange kendte navne stod der fandeme lige pludselig Torben Ehlers.
Jeg ved ikke, hvad der kan være sket i 3. sæt (21-11), men det, at jeg har fået den ubehagelige viden, har fået mig til at finde ned i træningslokalet en ekstra gang inden fredagens kamp mod Køge Bugt.
Vi ses!
Carsten”

Det er sådanne sjove oplevelser, der har motiveret mig til detaljeret at få så meget som muligt med på hjemmesiden.
Skulle du være i besiddelse af facts/billeder fra stævner, holdkampe eller andet, hvor jeg har været involveret, og som du ikke kan finde på hjemmesiden, så hører jeg meget gerne fra dig.

God fornøjelse med læsningen – du kan sikkert finde dit eget navn! (brug søgefunktionen)