Artikel som i 2001 blev trykt i Bordtennis Bladet i fuld længde.
På træningslejr i Eilenburg i sommeren 2001, inden jeg spillede min første sæson for klubben.
På opfordring følger her en historie om, hvordan det er eller rettere kan være at spille bordtennis i et andet land. Med denne historie vil jeg opfordre andre til at fortælle om bordtennislivet her i bladet. Det kunne da være interessant i en eller anden form at høre om, hvordan Allan Bensten har det som professionel i et land som Kroatien, hvordan dagligdagen er for Michael Maze i en af Europas bedste klubber, hvordan Finn Tugwell lever og træner i Sydtyskland, hvor han forbereder sig til at skulle spille 1. Bundesliga, eller hvordan skiftet fra Düsseldorf til Malmö og alle skadespauserne opleves af en Martin Monrad.
Jeg har valgt at skrive om, hvordan jeg har oplevet opstarten til en ny sæson og i en ny klub som brik i et team, der agter at rykke op i 2. Bundesliga.
Reportage fra en 36-årig Tysklands-prof.
Efter de seneste tre år at have spillet for 2. Bundesliga-klubben Hertha Berlin, har jeg skiftet til Regionalliga-klubben Eilenburg (nær Leipzig), som satser på at rykke op i 2. Bundesliga. Klubben har arrangeret ikke mindre end to måneders træningslejr henover sommeren, og jeg skulle allerede for to uger siden have deltaget, da der skulle laves hold-billede. Det er imidlertid ordnet sådan, at der på hold-billedet er afsat plads til mig og holdets 2. mand den 24-årige russer Denis Gavrilov. Vi vil så senere blive sat ind på billedet via en computer-animation.
Det er primært derfor, at jeg sidder i mil bil og er på vej til Leipzig tirsdag den 24. juli 2001 i en afsindig sommervarme.
De seneste to uger har jeg ikke lavet andet end at fede den af, eller hvad man nu kan kalde det, når man har to børn på henholdsvis tre og syv år som vil opleve hele verden på bare én sommer. Foreløbigt er det blevet til sommerhus-ferie i Nordjylland og en uge på en svensk ødegård.
Det der i den sidste uge skulle have været en sviptur til Bornholm med familien, er nu blevet til fire dages træningslejr i min ny klub. Min hustru har nærmest bekymrende velvilligt givet mig lov til at lege bordtennis i Tyskland i vores sidste ferieuge.
Så slem er jeg da heller ikke tænker jeg, mens jeg opdager, at jeg nu er havnet i en kø på motorvejen. Nu gik det ellers lige så godt. Jeg har kun ca. 60 km tilbage af de i alt 550 km, som der er til Leipzig. På grund af et uheld laves der omkørsel, og selvfølgelig kører jeg forkert, så turen ender med at blive på 12 timer. Men det kan ikke nytte noget at komme til en ny klub med en bitter mine på allerede, når man træder ind af døren, så jeg beslutter mig for at være positiv og i øvrigt at deltage på de samme betingelser som alle andre på lejren på trods af, at jeg er blevet 36 år og netop nu ikke har anden træning i kroppen end et par lange løbeture hjemmefra.
Ankomsten
Kl. 21.00 træder jeg ind i en enorm lummer træningshal. Her bliver jeg mødt af et fantastisk syn. Otte borde med 16 spillere hamrer løs i et meget højt tempo. De storsveder alle og kæmper helt afsindigt, som gjaldt det VM. De er sindssyge, tænker jeg, men pludselig går det op for mig, at jeg jo selv står her, og inden længe skal have bevist, at jeg er klubbens tredjebedste spiller, hvilket bekymrer mig en smule lige nu.
Jeg går over og hilser på træneren, som viser sig at være ungarske Lazslo Pigniczki, som var ungarsk landstræner efter Berczik. Han spørger, om jeg vil spille med, og det vil jeg selvfølgelig, da jeg jo har besluttet at deltage på lige vilkår trods min alder og den udmattende køretur.
Efter at jeg i to timer har kæmpet med alt, hvad jeg har (eller nærmere mangel på samme), er det tid til brusebadet, som er tiltrængt. Lazslo spørger om mine planer for de næste dage. Jeg siger til ham, at det er ham, der bestemmer programmet, og at jeg har tænkt mig at deltage på lige fod med mine holdkammerater, hvilket han ser ud til at være ganske godt tilfreds med. Lazslo virker lige så flink, som han er tyk, så det tegner til at blive en god træningslejr.
Mine klubkammerater er alle mellem 16 og 24 år. De er fra Litauen, Letland, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Tyskland. Alle spillerne bor i byen, hvor de ti udlændinge bor sammen i en lejlighed sponsoreret af klubbens enehersker Alberto J. Ammann. Det er ham der sørger for ALT. For at spillerne er tilmeldt diverse studier, at træningshallen konstant er fyldt med energidrikke og müslibarer i alle varianter, at spillerne har de belægninger, de har brug for, osv. Han har udnævnt en præsident, Matthias og en alt-mulig-mand Sven, der skal hjælpe til, når han selv er optaget af arbejde i sit firma.
Efter den sene aftentræning bliver jeg indkvarteret i den store lejlighed, hvor jeg tildeles et meget lille hummer, som jeg mistænker for at være det værelse, der bruges, hvis en spiller har damebesøg.
Jeg er træt, meget træt, og da jeg ser den dejlige store bløde hovedpude, beslutter jeg mig for at komme hurtigt til køjs, selv om jeg er hundesulten. Lige inden jeg lukker mine øjne mærker jeg, at jeg ligger alt for godt i den store pude. Da jeg ofte plages af hold i nakken og ved, at det vil være katastrofalt at vågne op med en skade, vælger jeg derfor at ofre den fantastiske hovedpude og bruge et sammenrullet Donic-håndklæde i stedet for. Jeg konkluderer, at mine 36 år er skyld i, at jeg tænker på denne måde. Det gør man ikke som 18-årig.
Onsdag morgen bliver jeg vækket af de andre, der fortæller, at vi kører til hallen om ti minutter. Jeg skynder mig at pakke og kører de 15 km til hallen med søvn i øjnene. Solen bager allerede ned, og i radioen kan jeg høre, at det bliver enormt varmt. Ved hallen sidder vi nu alle på en lang række, mens træner Lazslo fortæller om dagens program, som grundet varmen skal starte med fysisk træning.
Vi kører til sportsanlægget, hvor Lazslo beder alle om at tage deres personlige program frem. Da jeg ikke har et sådant, spørger han mig, om jeg vil løbe interval eller langt. Jeg vælger det lange løb, da jeg jo har løbet et par 10 km hjemmefra og ikke lige frem har lyst til at starte dagen med spurter på 80 % af max.
Ok, siger Lazslo: Olli, Radovan, Roman og Carsten løber én time med puls-kontrol hvert 20. minut, mens resten gør sig klar med eget program. Jeg noterer mig, at ingen kommer med nedbøjede hoveder eller andre ugidelige kommentarer. Nej, her har alle forstået, at det er Lazslo, der bestemmer, og det ser ud som om, at alle også tror på, at Lazslo er manden, der kan gøre dem til bedre bordtennisspillere. En dejlig positiv stemning har startet dagen. Alle har smidt trøjen og ser meget veltrænede ud. Selv om jeg ikke synes, at jeg er decideret fed, så nager det mig alligevel at smide trøjen, men varmen giver mig ikke andre muligheder.
Morgenmaden tænker jeg, hvad fanden med morgenmaden mit hovedmåltid? Jeg har ikke fået hverken vådt eller tørt siden i går aftes kl. 19.00, da jeg købte en ulækker sandwich på en tankstation. Den går ikke, tænker jeg.
De første 10 omgange (4 km) går rimeligt. Vi løber samlet i et tempo, hvor alle kan være med. Lazslo kalder os hen til sig for at foretage puls-kontrol. Og selvfølgelig er det mig, der først skal afsløre mit tal. 44 siger jeg, hvilket Lazslo synes er lidt højt. Han ganger med fire og får det til 176 slag i minuttet. De tre andre ligger på mellem 34 og 39. Vi sætter i gang igen, og denne gang må jeg slippe efter bare 2 km. Jeg kæmper med sulten og varmen, men vil ikke trække mig, selv om det er imod al fornuft. Jeg kan vel for h…… løbe 12 km, tænker jeg. I den næste puls-kontrol (ved 8 km) er jeg oppe på 47 slag (188). Væsketabet er enormt, og jeg har nu kun mad og drikke i tankerne. Kort efter starten på de sidste 20 minutters løb vurderer Lazslo, at jeg ikke skal løbe mere. Han tager mig simpelthen ud af løbet, hvilket nok var en fornuftig beslutning, hvis jeg skal gennemføre de efterfølgende to gange 2½ timers bordtennistræning. Jeg får to minutters pause, som jeg bruger på at drikke det meste af en spand vand og hælde resten i håret. Mit hoved er totalt overophedet, men jeg kommer mig hurtigt og begynder at lave strækøvelser.
Kort efter at alle er ”kommet i mål” har Lazslo det glade hoved på. Han beordrer 45 minutters fodbold, hvilket næsten ikke er til at overskue lige nu. Men som det er med en god mættende middag, så er der altid plads til desserten. Det er der også nu, hvor bolden er kommet frem og holdene er delt. Og da det viser sig, at jeg er på det modsatte hold end tyskerne, så vender kræfterne nærmest naturligt tilbage. Mine slovakiske holdkammerater kalder mig Laudrup, hvilket jeg egentlig har det meget godt med. (Det var så vidt jeg husker ikke det navn, jeg blev kaldt i de hjemlige landsholdslejre).
Efter fodbolden som surt nok ender uafgjort, går turen tilbage til hallen, hvor der bades og videre til et Pizzaria, hvor vi som det naturligste i verden spiser os mætte på formand Albertos regning.
Kl. 15.00 er alle færdiglimet og klar til træning. Jeg var allerede klar kl. 14.50, da jeg ikke ville komme for sent. Og så var jeg også ivrig efter at komme i gang, så ivrig at jeg gik direkte hen til servetræningsbordet for lige at tjekke om serverne – eller som onde tunger i Idrættens Hus ville sige ”serven” – var der endnu. Efter bare to server kunne jeg konstatere, at det var de. Jeg har nemlig udvidet med en kort serv lige ned af bordet med omvendt skru. Uha, tænker du sikkert nu, og det er med rette.
Vi orienteres af Lazslo om at klubbens førstemand den 18-årige russer Fedor Kuzmin vil komme til aftenpasset kl. 19.30, mens vores anden russer Denis Gavrilov vil sidde over denne eftermiddagstræning, da han plages af et dårligt knæ.
Det får mig straks til at føle mig hensat til ”gamle” dage. Alt er, som det plejer at være, når jeg er på lejr. Dengang var det også stjernespilleren personificeret i Lars Hauth, der konstant sad udenfor med diverse småskader. Nå, men jeg mærker heldigvis ikke meget til formiddagens løbetur, og nyder egentlig at være tilbage i manegen sammen med 15 andre, der absolut er indstillet på at blive bedre til at spille bordtennis. Alle kæmper atter med alt, hvad de har, selv om næsten hver anden bold afsluttes med, at bolden glider af battet, fordi hallens termometer viser 31 grader. Her er ulideligt varmt. Jeg opdager, at min bluse er blevet så våd, at jeg i servereturnerings-stillingen drypper fra min trøje og ned på gulvet. Kanon tænker jeg, så meget har jeg ikke set nogen svede siden VRI’s Jens Erik Treldal i starten af 80’erne. Igen går tankerne tilbage til landsholdslejrene. Jeg sveder jo ca. dobbelt så meget som Mogens Sonnichsen gjorde det i de hårde træningspas.
Lazslos øvelser er næsten alle regelmæssige. Præget af mange gentagelser, som han ønsker spillet i et højt tempo. Kl. 17.40 sluttes passet.
Aftensmaden Döner Kebab indtages mellem kl. 18.30 og kl. 19.00, og det virker helt naturstridigt, at skulle til at lime igen og gøre sig klar til træningen kl. 19.30. Men sådan er det at være her, så uden så meget som et kvæk fra nogle af spillerne, så står alle – endog smilende – klar kl. 19.30.
20-årige Vyrintas Sirusas fra Litauen er ankommet efter en togtur på 26 timer. Og så er førstemand Kuzmin nu klar til at vise sine evner. Aftentræningen står på en masse double-træning med de nye regler med to server til hver. Alle kombinationer prøves, og vi høres efterfølgende individuelt om, hvilke makkere vi mener, er bedst at spille sammen med. Jeg føler egentlig, at jeg står godt sammen med nyankomne Sirusas fra Litauen, som er en venstrehåndet god server og måske lidt utålmodig hardhitter. Han er i øvrigt også helt indforstået med, at det er overflødigt, at jeg laver tegn under bordet før jeg server.
Sirusas var egentlig kun tænkt som syvende-mand, men fordi vi spiller en god double imod førstedoublen med de to russere, bliver han nu gjort til førsteholdsspiller af træner Lazslo.
Kl. 22.00 afsluttes træningen. Selv om jeg ikke føler, at jeg har spillet godt, så glæder jeg mig meget over, at jeg ikke mærker noget videre til dagens strabadser. Et kig på min 1½ liters vanddunk og en hurtig hovedregning fortæller mig, at jeg har drukket næsten 4½ liter vand under aftentræningen. Det samme har sikkert været tilfældet under eftermiddagens træning og er måske grunden til, at jeg har det fint, inden jeg efter en hård onsdag atter lægger mit hoved på det sammenrullede Donic-håndklæde. Inden jeg falder til ro, tænker jeg over hvor mange gange jeg i løbet af dagen har tænkt over, at jeg er klart ældre end de andre. Hvorfor tænker jeg så meget på det? Når jeg nu kan være med på helt på lige fod, så bør jeg ændre mine tanker på det punkt. Jeg beslutter, at jeg den næste dag vil forsøge at tænke på, at jeg bare er 18 år.
Torsdagen begynder klart bedre end onsdagen gjorde det. Man har vel lært af sine fejl. Jeg har bedt Radovan Debnar på 17 år fra Slovakiet om at vække mig, så jeg kan nå at finde en bager og spise morgenmad. Radovan er som de fleste af de andre udlændinge pligtopfyldende og vækker mig præcis til aftalt tid. Jeg får min morgenmad og dermed den helt rigtige start på dagen. Varmen hærger stadig, men uden at det skal misforstås, så er det helt rart igen at prøve ikke at skulle tænke på andet end bordtennis.
De fleste har taget konsekvensen af varmen og har smidt trøjen under formiddagstræningen, da det ikke kan betale sig konstant at skifte. Her er det så at jeg i mine sammenligninger med de tidligere landsholdslejre kommer til at savne Pia Toelhøj. Hvorfor er her i øvrigt ikke nogen piger?
Nå, jeg får hurtigt tankerne i den rigtige retning igen, og mærker allerede under indspillet en klart større sikkerhed end dagen før. Trods Lazslo’s mange regelmæssige øvelser, så synes jeg fortsat, at jeg kikser alt for meget. Den gode rytme præger ikke lige frem mit spil i de øvelser, hvor jeg skal knokle. Det går bedre for 20-årige Roman Zavoral fra Tjekkiet, som står for den anden ende af bordet. Jeg har ingen problemer med at blokere hans loop, da jeg ved, hvor de kommer. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan han har det med skru. For umiddelbart er hans grundspil forrygende flot. Efter fem hårde uger i træningslejren virker alt, hvad han gør helt maskinagtigt. Han udtrykker hverken glæde eller det modsatte under træningen, hvilket skulle være det første, jeg ville lære ham, hvis jeg var træner. Lazslo har beordret sætspil. Og ganske som jeg havde forudset, så havde Roman svært ved at returnere server og endnu større problemer med at holde bolden på bordet, hvis det var mig, der kom først i angreb.
Chefen ankommer
Under løbe-opvarmningen til eftermiddagspasset kl. 15.00 prikker slovakiske Michal Jirasek på 21 år mig pludselig på skulderen. ”Nu starter lejren først for alvor”, siger han og peger hen mod døren, hvor chefen Alberto J. Ammann netop er trådt ind i lokalet. Han hilser på alle og spørger så Lazslo og medhjælper Sven, om jeg har fået mine ting. Jeg svarer for dem ved at række en Andro-taske i vejret som indeholder alt, hvad jeg måtte have brug for i sæsonen af svedabsorberende trøjer med navn på ryggen, bukser, sko i rigtig størrelse, træningsdragt, fritidsdragt, lim og Andro-belægninger. Efter at have givet hånd til alle overtager Alberto opvarmningen, og den bliver nu nærmest diktatorisk hård. I flæng kan nævnes at sidestep med kun én til hver side ikke er så let, og at harehop vel hører hjemme under styrketræning.
En nærmest fascinerende dybt engageret Alberto laver nu alle øvelser på alle borde. Han går fra bord til bord konstant under de 2½ time og retter hele tiden på et-eller-andet hos hver enkelt spiller.
I en pause kommer Alberto over til mig og spørger, om jeg har fået vitaminpiller. Nej, siger jeg og tænker på om min alder kan ses så tydeligt, selv om jeg kæmper 100% netop for ikke at falde igennem. Men det var åbenbart ikke det, Alberto tænkte på, for kort efter har han hentet tre glas piller til mig.
Først får jeg nærmest et chok og kan ikke lade være med at grine, mens jeg siger til ham, at det lige netop var lidt doping jeg trængte til nu. Han viser mig, at det bare er Magnesium brusetabletter og noget godt urte-extrakt, som man har brug for, når man i en lejr er hård ved sin krop og som handles i håndkøb alle steder, men de er meget dyre. Og da han ikke vil have at spillerne mangler noget – heller ikke vitaminer – så har han købt ind til alle. Men jeg kan jo bare lade være med at tage dem, hvis jeg ikke vil have dem, siger han. Jeg takker for pillerne, mens jeg noget skeptisk kommer dem i min taske. De skal lige tjekkes, når jeg kommer hjem, inden jeg beslutter mig.
Ved aftensmaden på Pizzariaet vinker Alberto en af tjenerne hen til sig. Tjeneren ignorerer Alberto, hvilket han absolut ikke bryder sig om. Lidt særbehandling havde Alberto bestemt regnet med, når han trods alt har valgt at betale for mad og drikkelse til 18 personer hver dag i to måneder i denne restaurant. Nå, men Alberto – som af natur er meget utålmodig – får endelig fat i tjeneren. Det eneste han siger til ham er, om han lige vil hente bossen. Lidt efter kommer Pizzaria-ejeren så ind til vores bord. Jeg følger spændt med i øjenkrogen med lyttebøfferne slået helt ud, og kan næsten ikke holde masken, da Alberto stille og roligt i fuld alvor spørger ham om, hvor meget stedet koster.
Sådan kan man jo også gøre det, hvis man er utilfreds med en tjener…
Dagens tredje pas
Klokken er ved at være 19.00, så selv om jeg har ufattelig lyst til både kaffe og dessert, så starter dagens tredje træningspas om mindre end en halv time.
Alberto vil se sætspil nu da hele holdet er samlet, og han sætter de spillere sammen, som han gerne vil se imod hinanden, når der spilles om point. Jeg er ved at være helt mør, men får kæmpet mig ud af vanskelighederne mod nogle spillere fra 2. holdet. Efter to timer tror jeg det er tid til badning, da Alberto pludselig har taget plads i en stol ved bord 1, hvor han gerne vil se førstemand Kuzmin imod mig. Sig det er løgn, tænker jeg, mens jeg henter noget mere vand. Når chefen sidder mindre end en meter fra bordet, kan man ikke bare spille på halv kraft. Jeg beslutter at give alt, hvad jeg har, glemme trætheden, tro på at jeg bare er 18 år og at det gælder en finale ved et stort internationalt mesterskab. Det giver pote. Pludselig sker det!
Allerede i første sæt sker det, som jeg har ventet på i snart tre dage. Jeg spiller blændende og har succes med at loope ind over bordet og afgøre boldene til egen fordel. Fejlene og kanttræffene er som forsvundet fra mit spil, og jeg mærker langsomt selvtilliden, varmen og den gode rytme strømme gennem hele min krop. Nu lykkes alt simpelthen, selv blokeringsspillet kan der ikke sættes en finger på. Det er en såkaldt fed fornemmelse nærmest stillestående at returnere Kuzmin’s hårde forhåndsloop fra baghåndshjørnet med en kontrolleret baghåndsblokering lige ned af bordet. Og det er vel egentlig sådanne stunder, der får mig til stadig at afsætte tid til dette spil. Det bliver til en sikker 3-1 sætsejr efter de ny regler, hvor jeg endda havde fire matchbolde ved 2-0 i sæt.
Hjemme i Idrættens Hus var man nok flere gange blevet mindet om, at det bare er træning, hvis man skulle komme for højt op. Men det kan da godt være, at det bare er træning, og at jeg ikke ville vinde særligt mange gange ud af ti mod Kuzmin, hvis det gjaldt noget. Men denne sejr kan jeg afgjort bruge til noget. At dømme efter de russiske gloser der strømmer ud af Kuzmin, så har han gjort, hvad han kunne for at vinde i dag, og det beviser så for mig, at det kan lade sig gøre at vinde over disse stærke spillere. Og det er vigtigt, meget vigtigt at tro på sejren, når det gælder. Alberto nikker anerkendende til os begge. Han er tilfreds, siger han. Det håber jeg så sandelig også, for ellers så bliver han det nok heller ikke i kommende sæson, tænker jeg.
Efter en hurtig omklædning har badet og ikke mindst sejren over Kuzmin givet mig nye kræfter, og jeg siger ja til at tage ind til Leipzig-centrum med 18-årige Vytas Endriulaitis fra Litauen og 20-årige Lukas Lev fra Tjekkiet for at få en is på en café.
Det er nærmest ”Indian Summer”, og de hyggelige gamle gågader er fyldt med liv. På en Café bestiller vi is-dessert, og jeg får en kop længe savnet kaffe. Vytas – som indtil nu ikke har bidraget med mange ord på turen – er så småt begyndt og løsne op. Han kigger rundt og byder mig pludselig en cigaret, hvilket jeg takker nej til. Det er helt klart, at det absolut er hemmeligt, at han ryger. Det ville han aldrig drømme om at afsløre foran Alberto eller træner Lazslo.
Mine tanker ledes atter tilbage til ”gamle” dage, hvor det i landsholdslejrene var Teis Jonassen, der i al hemmelighed røg som en skorsten. Men det blev hans baghånd hverken værre eller bedre af. Og mon det ville have skadet ham, hvis vores trænere havde fundet ud af det. Jeg tror det næppe.
Ulykken
Fredagen begynder med en ekstra lang formiddagstræning, da vi kl. 14.00 skal mødes ved Albertos firma for sammen at køre ca. 250 km til en træningskamp mod 2. Bundesligaholdet Weitmar-Müncheid.
Da vi alle står ved Albertos firma og er klar til afgang insisterer chefen på, at vi kører i tre biler. Alle har indtaget deres pladser i bilerne, da jeg som sidste mand mærkeligt nok kan se, at der stadig er plads i Albertos kæmpe Lexus bil. Der skal imidlertid ikke gå lang tid før det går op for mig, hvorfor der var en plads ledig i netop Albertos bil. Han når kun lige ud fra parkeringspladsen, da han sætter kursen mod hovedvejen i et gevaldigt tempo. På motorvejen beder jeg ham om at sænke farten, da han kører 240 km/t. Godt nok mærker man ikke, at farten er så høj. Der er ikke i nærheden af at være den samme rysten, som når jeg rammer max-hastigheden på 135 km/t. i min Ford Sierra, men alligevel synes jeg, at det er ubehageligt at køre så stærkt, specielt når man ikke selv er bag rattet. Alberto sænker modvilligt farten lidt, og vi taler om ulykker på motorvejen, da hans mobil-telefon ringer.
Scheisse, kan jeg hører Alberto sige. Kuzmin, Michal og jeg forsøger at lytte med på samtalen, men vi kan kun høre, hvad Alberto siger, og det er ikke andet end ”scheisse”. Han afbryder samtalen og tænker så i ca. 10 sekunder, hvor efter han har fundet løsningen på det, som vi andre endnu ikke vidste, hvad var.
Han siger derefter hurtigt: ”Lazslo, Sven (alt-mulig-mand) og Matthias (præsident) er kørt galt. Jeg sætter jer tre (Kuzmin, Michal og undertegnede) af ved næste afkørsel, hvor I så venter på de andre, som tager jer med til kampen, som jeg ringer og udsætter i 30 minutter. Sven har brækket noget i sin højre side. Jeg kører tilbage og henter Lazslo og Matthias”.
Og sådan blev det. Pludselig stod vi tre spillere ved en afkørsel på motorvejen, rimeligt rystede over at høre om, hvad der sket og ventede på de andre spillere. Chokerede fortsatte vi mod Weitmar-Müncheid, selv om jeg intet formål kunne se med at spille en ligegyldig træningskamp under disse omstændigheder.
Vi havde kun lige nået at klæde om, da Alberto dukkede op med træner Lazslo, der var helt stiv i blikket. Han havde fået nogle småskrammer i hovedet og et slag i ryggen. Matthias, der i sin chok-tilstand forsøgte at lade som ingenting, selv om hans t-shirt var blodig der, hvor hans sikkerhedssele havde trykket ham. I omklædningsrummet tog Matthias sig af Lazslo, mens han fortalte om de fire omgange bilen havde rullet rundt og om, hvordan han var kravlet ud af en knust siderude, da bilen lå på taget. Sven havde vist nok brækket kragebenet og var på hospitalet.
Alberto spurgte Matthias, om han var i stand til at tage det billede af mig som skulle indsættes på holdbilledet via en computer-animation. Det skulle faktisk gøres nu, da jeg tidligt den næste morgen ville sætte kursen mod København. Matthias insisterede på at tage billedet på trods af sin tilstand. Han bad mig smile, hvilket var lidt svært med en fotograf siddende på hug iført en meget blodig t-shirt.
Lazslo blev sat i en stol ved banden med en flaske vand i hånden. Måske var det ikke så dumt at spille kampen, så hans tanker kunne komme lidt væk fra det voldsomme uheld. Ca. 90 tilskuere var mødt frem til denne – nu endnu mere ligegyldige træningskamp – som altså nu kunne starte med en forsinkelse på 40 minutter.
Hjemmeholdet stillede blandt andet op med englænderne Carl Prean og Terry Young, belgieren Marc Closset og formanden selv – den noget overvægtige Frank Müller på holdet. Og denne mangemillionær Müller står for alt i Weitmar-Müncheid, præcis som Alberto gør det i Eilenburg.
Umiddelbart var det mig en gåde, hvordan de to klubledere var blevet enige om at spille denne venskabskamp. De hilste ikke på hinanden og Alberto lagde ikke skjul på, at han ikke brød sig om Müller. Det var helt tydeligt, at de to passede lige så dårligt sammen som banan og Pepsi Cola.
Under præsentationen af spillerne som der gøres meget ud af i Tyskland, varede det ca. 30 sekunder at præsentere Carl Prean, som engang var nummer 16 på verdensranglisten, mens præsentationen af fjerdemand Frank Müller varede i næsten to minutter. Speakeren kunne i en tekst som efter al sandsynlighed var skrevet af Frank Müller selv, orientere de mange tilskuere om en nyhed omkring fænomenet Frank Müller, der i øvrigt spiller baghånd over hele bordet. Müller havde to dage før ændret sit statsborgerskab således, at han fremover ville repræsentere Liechenstein, hvilket åbnede dørene for ham til blandt andet deltagelse ved VM og EM.
I guder, tænkte jeg. Er der da ingen grænser for, hvad man kan finde på, hvis bare kassebeholdningen er i orden?
Som tredjemand i Eilenburg er min første kamp imod den fantastiske Frank Müller, som spiller med meget lange knopper i baghånden. Inden kampen får jeg af Alberto besked på at prikke på alt, da det er alt for svært at loope to gange i træk, på grund af Franks baghåndsblokering over hele bordet.
Jeg griner lidt af rådet om at prikke den hjem, og har kun i tankerne at vinde så stort som muligt, da jeg tændt går ind til bordet til min første optræden i den nye klubtrøje. Efter de første tre bolde har jeg loopet med forhånden seks gange. Jeg er bagud med 0-3. Det har ikke været noget problem at komme først i angreb, men tre gange i træk har Frank, stående meget tæt ved bordet, blokeret mit første loop med baghånden lige meget, hvor jeg placerede loopet og i det efterfølgende forsøg på at følge op, har jeg tre gange i træk loopet hen ad min egen bordplade. Jeg er rystet, totalt rystet og kan ikke lade være med at trække på smilebåndet. Det må da se helt vanvittigt ud fra sidelinjen!
Situationen leder mine tanker tilbage til den gang jeg mødte Ali El Samma i et stævne i Roskilde. Jeg havde ugen forinden vundet over det meste af den danske elite i Top 12, og var selvfølgelig klar favorit i mod den gamle massør, men det var en ubehagelig overraskelse at møde så meget forskellig skru i en og samme kamp. Ali var meget forskellig fra alt, hvad jeg på det tidspunkt tidligere havde mødt af spillere med skru, som var svær at finde ud af. Og da han desuden brugte beskidte tricks som f.eks. at skifte bat hver gang jeg med ryggen til ham var på vej ned for at hente bolden ved banden, blev det jo ikke nemmere at læse skruen. Den gang hev jeg en kneben sejr i land, så det kan jeg vel også gøre nu, tænkte jeg.
Jeg ved at formen og træfsikkerheden er udmærket, men hvordan fanden kommer jeg ud af dette kedelige mønster. De helt akavede bolde fra Frank kommer nærmest sejlene tilbage, med afsindigt meget underskru, og så er Frank faktisk ikke så dårlig til at læse, hvor jeg placerer mit første loop.
En stærkt utilfreds Alberto har rejst sig fra sin plads ved sidelinjen. Med hænderne gør han tegn til mig om at gå under alle bolde, hvilket jeg så prøver nu. Til alt held viser det sig, at Frank overhovedet ikke kan lave et pointgivende offensivt slag. Han er endnu dårlige på det punkt end Jannik Larsen fra Virum eller for den sags skyld den gamle Herlev-deffer Jesper Holm. Men da det er mange år siden, at jeg har trænet mit forhåndsprik bliver kampen alligevel spændende. I fjerde sæt tager jeg konsekvensen af mine dårlige forhåndsprik og går i rent ballonforsvar. Det giver pote, og med meget få offensive slag lykkes det mig til stor jubel fra en flok grinende holdkammerater, at hive sejren hjem med 11-9 i femte – og afgørende sæt på en klokkeren ballonkantbold.
I min anden kamp bliver der atter spillet ”normal” bordtennis, og selv om jeg taber 3-0 i tre tætte sæt til belgiske Marc Closset, så kan jeg trøste mig med mange fine lange dueller og at have kæmpet mig frem til en sætbold i andet sæt, hvor jeg ellers kom bagud 9-0.
Holdkampen slutter uafgjort 8-8 og giver Alberto et fingerpeg om, at vi spiller lige op med et af de gode mandskaber i 2. Bundesliga Nord.
Vanvittigt temperament
Efter kampen inviteres vi til et måltid i klublokalet. Men efter at have siddet ventet på maden i et kort stykke tid, rejser Alberto sig pludselig og beder os om at følge med ham. Han vil ikke vente længere på maden, da han synes, at det er for dårligt, at maden ikke er klar, når de som han siger bør vide, at vi har mindst to timers kørsel til Leipzig.
Vi kører kun ca. 2 km, da Alberto svinger ind ved en indisk restaurant, hvor han på rekordtid har bestilt et bord til os. Han gør den lille indiske tjener opmærksom på at vi netop har forladt et andet spisested, fordi de var for langsomme og beder så om et menukort. Alberto er ubehøvlet, men på en flink måde.
Alberto er utålmodig. Roman, som sidder lige ved siden af Alberto, bliver bedt om at hente noget papir i Albertos bil, hvor træner Lazslo forsøger at sove efter en hård dag.
Da tjeneren kommer med menukortene, når jeg kun lige at røre det ene, da Alberto tager det og siger til tjeneren, at han bestiller for os alle. Han spørger, om vi kan lide stærk mad og skriver så bestillingen ned. I hast bliver tjeneren kaldt til bordet og får bestillingen på et håndskrevet A4-ark. Mens vi nu igen venter på maden, kan jeg næsten ikke dy mig for fristelsen til at spørge Alberto, om også han synes, at det tager lang tid på denne restaurant. Heldigvis bliver dette i mine tanker, og da tjeneren endelig kommer med tallerkner langt op ad armen, spørger han om, hvem det var der skulle have nummer 33, 38, 43 osv. Alberto siger til ham, at han bare skal stille tallerknerne på bordet, da alle skal smage på lidt af det hele. Det har den indiske tjener ikke forstået, og da han lidt efter atter står med tallerkner på armen, begynder han igen….44, 56 osv. Nu bliver det for meget for Alberto – som i bedste ”Gøg og Gokke-stil” skæver langsomt op til tjeneren, hvor efter han igen forsøger at fortælle ham, at vi alle skal smage det hele, og han derfor bare skal stille tallerknerne på bordet. Da tjeneren tredje gang nærmer sig vores bord, tør jeg næsten ikke tænke tanken, at han for tredje gang spørger om, hvem der skal have hvad. Hvis det sker, så går det helt galt, tænker jeg, mens jeg spændt venter. Heldigvis har Roman også fået bange anelser, og han tager nærmest tallerknerne ud af hænderne på tjeneren, da han når frem. Efter den gode mad returnerer vi til Leipzig, hvor jeg får hilst af med alle, inden jeg går til køjs.
Hjemtur med de bedste
Tidligt lørdag morgen har jeg startet den gamle Ford Sierra, og sat kursen hjemad. Normalt nyder jeg de lange køreture, da jeg så kan fordybe mig i musikken, som strømmer ud af de 10 nøje udvalgte cd’er, som hjemmefra er lagt i min cd-changer. I øjeblikket er det Trille med nummeret ”Hej, Søster”, der endnu en gang minder mig om mine 36 år. Men for fanden, hvor er det godt. Hvor er der nerve i den musik, lige som i Bob Dylans sang om bokseren ”Hurricane”. Bjørn Afzelius har jeg denne gang ladet blive hjemme, da det næsten ikke er til at holde ud, at høre teksten på den sang han skrev til sin datter, da han vidste, at han skulle dø af kræft. Livet er nu en underlig en, tænker jeg.
Jeg flyder også med i hver eneste passage i den gamle Mike Oldfield-cd ”Five Miles Out”. Bellamy Brothers og Dire Straits er der selvfølgelig også blevet plads til, og undervurderede Poul Dissing er beviset på, at man kommer vidt omkring, hvis man sætter gang i cd-boksens blandefunktion.
Jeg når lige ind i et Supermarked for at få fyldt bilen op med dåsecola. Varmen hærger fortsat i Tyskland, og det er næsten ikke til at klare, at jeg havner i en tre-timers kø. Jeg er ved at brænde op i bilen, tørsten har alvorligt fat i mig, men selv om bilen er fyldt til bristepunktet med cola, så er de udrikkelig varme. Jeg forsøger at få tankerne i en anden retning og tænker så de seneste fire dage igennem. Jeg når frem til, at dem der flere gange har bedt mig om at lave en reportage fra Tyskland, denne gang skal få deres historie.
Det har været spændende at møde nye holdkammerater og sikkert også givtigt, at det ikke bliver første gang man ser dem, når der blændes op for sæsonens første kamp midt i september. I mens jeg kører, gør jeg mig en hel del tanker om den nye sæson, som ser ud til at skulle blive spændende på flere punkter.
Med sportslig hilsen til alle bordtenniselskere
Carsten Egeholt
Stående yderst fra venstre er det: Matthias (præsident), undertegnede, Oliver Gamm, Lazslo Pigniczki (den ungarske træner), Sven (alt-mulig.mand), Denis Gavrilov og Alberto J. Ammann (formand). Siddende fra venstre er det: Vyrintas Sirusas, Fedor Kuzmin, Roman Zavoral og Michal Jirasek.