Triathlon for tre
Vi skal tilbage til lørdag den 12. juni 1999, kl. 13.10 hvor mine bordtennis-kammerater Henrik Vendelbo og Kim Høgsberg sammen med undertegnede, stod ved bassinkanten i Gladsaxe svømmehal, og lavede de sidste armsving inden starten på 300 meter svømning, 17 km cykling og 3 km løb, som skulle skydes i gang kl. 13.15.
Det var ellers ikke uden startvanskeligheder, at vi var kommet frem til selve starten. Allerede ved indskrivningen, hvor der blev uddelt startnumre var vi i problemer.
Man kan naturligvis ikke svømme med rygnummeret, så derfor får man skrevet sit rygnummer på overarmen. Det gav imidlertid store problemer for min spinkle ven Vendelbo at nummeret var trecifret! Man kan jo ikke have det meste af nummeret i armhulen.
Men da vi havde numrene 120, 121 og 122 løste vi med mindst mulig margin problemet ved at tildele Vendelbo nummer 121.
Vendelbo fik starttilladelse og var glad igen. For Høgsberg – der lige var vendt hjem fra ferie, hvor den længste distance han havde været ude på, var afstanden mellem poolen og baren – var der absolut ingen problemer med nummer 122. Det kunne han såmænd have haft på den ene finger!
Taktikken
Samme Høgsberg startede utroligt offensivt ved at komme i de absolut mindste badebukser i hele svømmehallen. Han bebudede, at han ville køre alle tre discipliner igennem i de samme badebukser. Allerede på det tidspunkt var jeg klar over, at han nok ville blive svær at slå.
Men min taktik var klar – og hemmelig.
Kunne jeg hænge på efter svømningen og tage ryg på Høgsberg på cykelruten, så skulle der ikke være nogen chance for at få den mindste smule vindmodstand. Selv frisuren ville sidde ens før og efter cykelturen, hvis jeg kunne holde denne position.
Derefter kunne jeg vel for fanden afgøre det til egen fordel i løbet, hvor min selvtillid var helt i top efter sikker sejr over selveste Finn Tugwell på en tre-runders tur i Brøndby-skoven mindre end en uge før denne konkurrence.
Skidt start
Men nej, godt nok vidste jeg, at svømningen ikke ville være min styrkeside, men at min hjemmelavede form for brystsvømning var så ringe, kom alligevel som en kedelig overraskelse. Da jeg stod op af bassinet efter de 300 meter, og kiggede tilbage på vandet, da jeg løb forbi, fik jeg et gevaldigt knæk. Vandet var totalt stille!
Med fire personer til start på hver af de otte baner, var jeg klar over, at jeg ikke havde fået en særlig heldig start. I øjenkrogen havde jeg set, at Vendelbo – vendte – først ca. 25 meter foran Høgsberg og 45 meter før mig.
Katastrofen indtraf
Efter et flot skifte af Høgsberg fik han overhalet Vendelbo i starten af cyklingen. Kort efter måtte Høgsberg holde for rødt lys, og Vendelbo fik kontakt igen.
Vendelbo fandt et godt tråd, som Høgsberg ikke kunne holde, og med et imponerende instrumentbræt på sin cykel havde Vendelbo hele tiden kontrol med kørte km, puls, bakker forude, væsketab og mange andre nyttige informationer, som hverken Høgsberg eller undertegnede havde tænkt på, da vi om morgenen steg op på vores lånte mountainbikes.
Dette banede vejen for Vendelbos samlede sejr. Han blev ikke set siden. Også selv om han gik totalt ned i de 3 km løb, hvor hans talende ur senere kunne afsløre, at det havde taget ham over 18 min. På cykelruten var jeg på et tidspunkt tæt på Høgsberg, men så skete det, der absolut ikke måtte ske.
KÆDEN HOPPEDE AF!
Sikken en utur. Kunne det virkelig være sandt at skæbnen kunne være så modbydelig?
Dette som jeg havde regnet med skulle være et sandt triumftog, havde nu for alvor udviklet sig til et gigantisk mareridt.
Modbydelige tanker om Vendelbos grinende fjæs og Høgsbergs hånende latter jog som nåle gennem mit hoved, mens jeg på mindst sjette minut stod og fumlede med denne latterlige mountainbike, og blev overhalet af kvinder med cykelkurv.
Min moral havde fået et gevaldigt knæk. Jeg forsøgte desperat at få lidt fart på cyklen igen, men da det samme skete for anden gang, gjorde det så ondt psykisk, at jeg indså, at jeg nok var slået med op til flere længder.
I nederlagets stund
Jeg valgte nu at nyde det sidste af cykelturen, og satte efter et roligt skifte i gang i et meget stille tempo på løbeturen. Efter ca. 1 km synes jeg, at jeg kunne skimte Høgsbergs trøje i det fjerne. Spurten blev sat ind, men da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at det ikke var ham. Nu fortsatte jeg i højt tempo mod mål, selv om jeg ikke glædede mig særligt meget til at møde Vendelbo og Høgsberg. Vendelbo blev nummer 54 af de 86 mandlige startende i tiden 1.03,51 tim., Høgsberg nummer 74 i 1.10,29 tim., og undertegnede nummer 79 i beskedne 1.15,15 tim.
Olien på mine fingre var selvfølgelig ikke bevis for noget som helst, så der blev – ved det efterfølgende grill-arrangement hos undertegnede – hånet som hører sig til efter en konkurrence af denne kaliber. Symptomatisk for hele dagen, så var der i målområdet lodtrækningspræmier til ABs næste hjemmekamp (den gang var AB gode), som både Vendelbo og Høgsberg selvfølgelig vandt.
Trods alt en dejlig dag. Om ikke andet, så var det en dag, som jeg nok aldrig får lov til at glemme.