Artikel til veteran-bordtennisbladet ”Ping Pong Vikings” efter VM i Rio de Janeiro i 2008
Sammenhold du
Af Carsten Egeholt
”Der er så mange ting,
der bestemmer hvordan
livet skal leves
hvem bestemmer hvordan?”
Sådan synger Nanna i det gamle nummer ”Sammenhold du”, og lad os da bare se lidt nærmere på, hvad det er for en størrelse, når det gælder dansk veteran bordtennis, for hvordan kan det være at Danmark åbenbart er klart foran de fleste andre nationer på det område?
I Rio de Janeiro var den danske trup på et halvt hundrede personer fra alle hjørner af Danmark, de fleste naturligvis bordtennisspillere, men nogle var med uden på noget tidspunkt at have et bat i hånden.
Det er egentlig fantastisk, at kunne skrive, at jeg nød bekendtskabet med enhver, der var med på turen, men sådan er det altså. Jeg lærte en masse nye mennesker at kende, og blev ajourført med dem, jeg ikke havde talt med i mange år.
Interesse for hinanden
I den store gruppe af forskelligheder, fornemmede jeg at nysgerrigheden for at lære hinanden at kende bare lidt mere, var enorm. Og netop det at interessere sig lidt for hinanden er fantastisk givende.
Nogle ville det ene og andre noget andet, hvilket på intet tidspunkt var noget problem. Der var plads til at være sig selv, til at deltage eller til ikke at deltage i fællesarrangementerne, hvilket i mine øjne ikke mindst skyldes et meget positivt bekendtskab med Claus Biehls gamle kammerat ’turguiden’ Ib Holme Jensen. Uanset hvad man besluttede sig for, så blev beslutningen accepteret med et smil.
Et godt team
Misundelsen fra tysk side på det danske sammenhold er til at forstå. Tyskerne har (efter sigende) kun i små grupper tilnærmelsesvis noget, der kunne minde om det danske sammenhold – og så alligevel ikke. Enten er det måden danskerne går til hinanden på, eller også var det bare et godt og positivt team, der var i Brasilien.
Claus P.’s sang
Hvis jeg skal finde et par eksempler, der kunne beskrive sammenholdet, så kunne det være:
Da Claus Pedersen på restauranten ved siden af hotellet rejste sig og sang – godt nok en lidt speciel, men dog meget flot og usvigelig sikker – fødselsdagssang til Lise Krejdal, der fyldte 65 år de 28. maj, og som derfor selvfølgelig havde inviteret alle på en drink (vi var altså 40 stk.).
Claus sang så flot, så selv det lokale mørke band, der hver aften havde tjent en skilling på at synge og spille lige udenfor restauranten, måtte se sig slået. De forlod stedet med nedbøjede hoveder for at prøve lykken ved naborestauranten.
Afskeden
Vi danskere der ikke skulle med til vandfaldene, og derfor skulle hjem umiddelbart efter VM, oplevede en fornem afskedssalut på Cobacabana strand, hvor der blev fejret, sunget, drukket champagne, og da vi skulle tage afsked, var næsten alle danskere samlet foran hotellet for at sige farvel.
Turisterne Birger og Gerda var der også, og hvor var det dejligt at opleve, hvordan Birger satte både ord og bevægelser på sine følelser, da han fortalte mig, hvor stor en oplevelse det havde været for ham at se os danskere, der nåede semifinaler og finaler. Birger krammede mig hårdt flere gange, og viste med fægtende arme, hvordan jeg havde spillet de afgørende bolde i semifinalen mod Slevin. Birger var så ivrig, at jeg blev helt bange for, at han selv eller andre i nærheden ville komme til skade.
Det som Birger gjorde, var i virkeligheden præcis det samme, som jeg ville have gjort, men ikke gjorde, da jeg i Shanghai i Kina i 2005 med egne øjne oplevede dramaet, da Michael Maze spillede sig i VM-semifinalen. Maze havde givet mig (og en fandens masse andre) en stor oplevelse. Da jeg i spillergangen lykønskede ham lige efter den sensationelle sejr i kvartfinalen, havde jeg simpelthen bare haft lyst til at kramme ham, men jeg var lidt for genert til at gøre det og vise mine følelser.
Svensk fairness
Sammenhold var der også, da Claus P. var ved at blive scratchet i herredoublen med Niels, da han sad i en bus på vej til hallen. Mange blev involveret i en eller anden form for at få Claus P. frem til bordet så hurtigt som muligt. Et par meget venlige svenskere skal vel også nævnes som et par meget sportslige fyre i denne sammenhæng.
Uvurderlig støtte
Karin Kruse og Jette Vieg var de første, der fik os danskere op af stolene, for vi holder nemlig helt vildt med hinanden, når vi er ude i den store verden for at konkurrere og hygge os. Erling Nielsen ledede det store danske heppekor, som leverede en enorm støtte til pigerne – og i øvrigt også til et par japanske piger, for selvfølgelig ville en japaner låne VMs bedste heppekor til sine spillere. Det var fantastisk, intet mindre. Det er svært at forklare, hvor meget det egentlig betyder, men selv om det måske lyder lidt sært, så har det faktisk ufattelig stor betydning at vide og fornemme, at der sidder en masse mennesker, og ser på én, og som håber på, at man vinder. Det gør et eller andet uforklarligt ved én. Det er måske ikke så mærkeligt, at alverdens fodboldhold vinder klart mest på hjemmebane, selv om det vel er nogenlunde det samme græs, de spiller på, når de er på udebane.
Glæde på andres vegne
Jeg tror, at man som dansker glæder sig meget på hinandens vegne, når der vindes, og tager lidt af smerten på sig, når der tabes. F.eks. måtte Jan Hågensen forlade turneringen efter flere matchbolde, som ikke blev udnyttet, hvilket var surt at overvære – det samme var tilfældet i en puljekamp, hvor Lars Sørensen formodentlig kunne være blevet den første Tølløse-spiller, der har vundet over en kineser. Det glædede mig til gengæld, at min gamle klubkammerat Michael Rigmond vandt VM i 40 års Consolation-rækken, som han nærmest skulle overtales til at stille op i. Godt han gjorde det. Jeg kunne komme med mange flere eksempler på godt dansk sammenhold, men vil stoppe her.
Det bekymrer mig faktisk lidt, at jeg følte mig så godt tilpas i Jeres selskab – måske er jeg ved at blive ’rigtig’ gammel. De første grå hår har da også meldt deres ankomst.
Tak for turen – og for støtten i semifinalen.
Carsten Egeholt
VM-NOTE:
Ærefuld klipning
Kort efter hjemkomsten fra Rio de Janeiro ringede Niels Ramberg til sin frisør Helge Jensen (Carsten Egeholts far, red.) fra ”Frisuren er hovedsagen” i Søborg for at høre, om de klippede verdensmestre hos ham. Det kunne Hr. Jensen bekræfte, og Niels blev derfor skrevet op. Ved ankomsten til salonen et par dage senere var den røde løber rullet ud foran forretningen, og Hr. Jensen tog imod den nybagte verdensmester fra Virum med hvide handsker og høj hat. Så kom ikke og sig, at en VM-titel ikke betyder noget.