Følgende er en beretning fra en journalist der ofrede sig og gennemgik en operation i menisken en helt almindelig tirsdag den 1. oktober 2002, for indefra at snuse lidt til, hvordan en privatklinik fungerer.
(Jeg har enkelte steder forsøgt at holde mig i lægesproget, så selv de mest sære typer kan hænge på.)
Angående en Euroøm Meniskus Deutschlandius på den mediale side
Jeg havde egentlig ikke særlig ondt i knæet den dag jeg alligevel troppede op ude på klinikken beliggende i den billige ende af Brøndby.
Det var naturligvis i håbet om at den anerkendte, venlige overlæge (kompetente vil nogen endda strække sig til) Eilif Larsen hurtigt ville kunne konstatere at jeg bare var en hypokonder, som jeg så mange gange før har måttet høre for. Men sådan skulle det altså ikke være denne gang.
Jeg havde kun lige nået at ligge mig på briksen, inden han med et par hurtige ryk i mit knækkende ben, storsmilende fortalte at den var helt gal med menisken og at der skulle opereres.
Den mand kan lide at operere, tænkte jeg. Det havde nok klædt ham bedre at smile lidt mindre, da han overbragte den kedelige nyhed.
Ventetiden vil jeg ikke klage over. Jeg var allerede nogle få dage senere anbragt på operationsbordet. I øvrigt for første gang siden jeg med mor i hånden som 8-årig fik fjernet polyber (Næsemius Konstantikus Snotinus).
Jeg havde kort forinden forsøgt at overtale den meget dygtige narkoselæge Niels til en lokalbedøvelse, men han mente absolut at der skulle rygmarvsbedøvelse til (Minusius Følisis Kalorius), hvilket jeg synes var lidt risikabelt, mens onde ryster der overhørte samtalen mente at det nok ikke gjorde nogen forskel….øøøhhhh.
Indrømmet, så var jeg nu en anelse bekymret. Sidst jeg så den flinke narkoselæge var nemlig i en fuldstændig ukontrolleret lallende dans ved sommerfesten!
Jeg krydsede fingrene og lukkede øjnene, men billederne fra sommerfesten blev ved med at passere i min bevidsthed. Nu skal der retfærdigvis siges, at den rare narkoselæge var fantastisk. Sikke en oplevelse! Han må denne oktoberdag have spillet op til sit bedste, jeg kan ikke tro andet.
Stikket i ryggen mærkede jeg næsten ikke og så vidste han præcis hvordan, hvornår og hvor meget det snurrede i mig (bedre snurretur har jeg ikke fået længe). Og endnu bedre, så var han hele tiden på forkant med, hvad der ville ske. Mine spørgsmål var derfor overflødige og jeg nød virkelig at ligge afslappet på lejet, mens fire personer nussede om mig. (noget jeg absolut ikke er forvænt med). Nok om Narkose-Niels (han kan sikkert ikke tåle det), nu til de tre andre.
Der var en sygeplejerske som var lidt mørk i løden, med mørke øjne, hvilket jeg altid har fundet interessant. Hun så meget sød ud, og da hun begyndte at tale var der endnu mere mystik omkring hende. Det lød det fuldstændig som om det var Sepp Pionteks datter de havde sluppet ind til mig. Hun var behagelig, dejlig rolig og smilende, og sagde ”ne” i stedet for ”ik.”
Den anden sygeplejerske var ikke så mørk. Faktisk lige modsat, hvilket ikke klædte hende så godt til den grønne hovedbeklædning. Men til gengæld så bemærkede jeg, at hendes øjne kikkede i hver sin retning, og er der noget jeg har en svaghed for, så er det når en pige gør sådan. Jeg føler, jeg er nødt til at hjælpe med et eller andet. Jeg kan ikke komme det nærmere (beklager).
Øjnene krydsede helt og aldeles på hende og nu var jeg pludselig helt glad for, at bedøvelsen virkede. Havde det ikke lige været fordi det var min hustru, så var jeg nok blevet småforelsket.
Nu gjorde lægen så sin entré, med hænderne nærmest majestætisk rakt i vejret, som om han havde vundet et eller andet. Han mindede mig lige i første omgang om Ove Sprogø, lige før han åbner et Franz Jäger-pengeskab i en Olsen-Banden film. Det var tydeligt at se, at han ikke var ked af sig selv. Han sagde nogle ganske få ord og blev så serviceret helt vildt af sine undersåtter, der gav sig fuldt ud for herren. Da han nærmede sig lejet kunne jeg se, at det ikke var den samme som ham, der havde stillet diagnosen (Euroøm Meniskus Deutschlandius).
Til gengæld så han mindst lige så glad ud. Han kunne slet ikke skjule, hvor meget han glædede sig til det, han skulle i gang med. Utrolig arbejdsglæde de har herude, tænkte jeg, mens jeg prøvede at få øjenkontakt med mirakelmanden. Men det var svært, for der var ikke meget plads til andet end de meget dominerende briller, der satte sit eftertrykkelige præg i det stykke af hans ansigt, som skulle være frit (hey, linserne er opfundet!).
Han fik gjort, hvad der måtte gøres i mit knæ, mens han forklarede sine indgreb på en til dagen meget blå monitor, som på et tidspunkt fik mig til at tro på, at der var lidt kongeligt blod i mig. Det hele foregik mens Narkose-Niels stille aede min kind. Det kunne han også sagtens, nu hvor ingenting alligevel virkede på mig.
Efter operationen blev jeg kørt ind på en stue, hvor jeg havde hyggeligt selskab af den korsbåndsopererede (Elastikimus Springdikos Knæliosus) og ”good looking guy” Esben på 43 år.…..Øhh, altså ikke fordi jeg skulle kigge på ham, men det var åbenlyst, at det gav store problemer for den ellers meget atletisk udseende sygeplejerske at servicere på en stue med fire så pæne ben.
Hvis min rygmarvsbedøvelse også havde virket i den øverste del af kroppen, så havde jeg aldrig reageret, da hun meget befippet og med store motoriske forstyrrelser i armene (Nervous Armetis) var ved at vælte min frokost ud over mig, da koncentrationen åbenbart var mere i den modsatte side af stuen.
Pinligt! Og ikke mindst ødelæggende for min selvtillid. Tænk at et sted med et så fint renomé, har sygeplejersker som åbenbart kan få alle midaldrende mænd til at ligne Richard Gere, hvis bare de har lidt grå stink på toppen. Men det kan selvfølgelig være et helt bevidst træk af de ikke alt for unge læger på stedet.
Til sidst lige et spørgsmål og et ønske.
Spørgsmål: Er der nogen speciel idé eller bagtanke ved at næsten hele mit skinneben er glatbarberet, mens mit knæ er fuldt behåret – også under de to plastre?
Eller var det bare mit lod, da jeg trak den tidligere nævnte sygeplejerske, med øjnene som sørgede for, at jeg blev blød i knæende inden operationen?
Og så til ønsket: ”Kan vi tage det rigtige knæ efter jul?”
Tak for jeres gode humør og måde at være på!
Med kærlig hilsen
Carsten Egeholt