At være mand i en mødregruppe
Artikel fra Gladsaxe Bladet (oktober 2004)
Kønsroller: Der er forskel på, hvordan kvinder og mænd hygger sig, når de er samlet i grupper hver for sig. Læs blot denne historie, som er fra det virkelige liv.
Af Carsten Egeholt
Mødregruppen var på besøg hjemme hos os, og jeg kom af samme grund hjem lidt senere end normalt vel omkring ved 21-tiden. Jeg startede selvfølgelig med at råbe: “Hej” ud til forsamlingen, som talte syv kvinder i den bedste alder. Ingen reagerede, da samtlige syv havde en hel del på hjerte, som de åbenbart ville fortælle hinanden samtidigt. De havde jo ikke set hinanden i en måned!
Ikke noget med at tale efter tur, eller for den sags skyld tage hensyn til at man lige havde proppet munden med lækkerier fra bordet. Hvis man havde noget, man ville af med, så skød man det bare ud, uanset hvor langt henne de andre var i deres historie. Ingen historier nåede på noget tidspunkt sin slutning, inden der var startet en ny.
Nu er jeg jo kun en mand, som efter sigende kun kan rumme én ting ad gangen. Derfor var det ikke så mærkeligt, at larmen af knævren bare summede i mit hoved, som om jeg var på Københavns Hovedbanegård.
Jeg hørte derfor ikke rigtig koncentreret efter, da jeg satte kaffe og te over, som jeg efterfølgende placerede midt på bordet, hvor om de alle sammen sad. De havde stadig vigtige ting at fortælle hinanden, såsom at det i grunden er mærkeligt at Sara ikke havde mere negl på sin lilletå, hvor store fortænder Andreas havde fået, og om der overhovedet var plads til flere tænder i hans lille mund? Og ting som at det egentlig er lidt pænere, når bukserne stumper, hvis man ikke er så høj; om hvad hvem har bildt sig ind at sige til hvem, og naturligvis om de bedste modeforretninger for børn. Og her gjaldt det ikke kun nærområdet, nej alle kendte som det naturligste i verden samtlige børne-mode-forretninger i en radius af mindst 100 km.
Med så interessante emner oppe at vende var det derfor intet under, at stadig ingen reagerede, da jeg ville hente is i fryseren og derfor spurgte/råbte, om der var nogen, der ville have en is med.
Ved 23-tiden var det tid til en ny kande kaffe og te, som jeg gjorde klar til servering, da to kvinder fra selskabet pludselig noterede min tilstedeværelse.
“Hej Carsten, hvornår er du kommet?”
To andre kvinder fra mødregruppen fulgte nærmest i munden på hinanden (naturligvis) trop:
“Du kunne da godt hilse på, selv om det ikke er gutterne, der er samlet”.
Så kære læser, hvis du nogle gange føler dig lidt overset og farveløs, så skal du vide, at du ikke er alene.